Véd den ene hånd, hvad den anden gør?

Af Morten Goll, daglig leder og Nanna Harup Sejsbo, køkken-koordinator i Trampolinhuset, et brugerstyret kulturhus, hvor asylsøgere og andre mødes og deler erfaringer på lige vilkår.

I efteråret 2012 indgik regeringen sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance en aftale på udlændingeområdet, som højst sandsynligt bliver vedtaget ved lov indenfor de nærmeste uger. Ifølge aftalen får nogle asylsøgere ret til at arbejde og bo udenfor asylcentrene. Det drejer sig hovedsageligt om asylsøgerehvis ansøgning om asyl er accepteret af Udlændingestyrelsen, men endnu ikke færdigbehandlet (den såkaldte fase 2). I Trampolinhuset – et kulturhus og en social platform på Nørrebro, der arbejder for at udligne asylsøgeres isolation fra samfundet – tror vi, at aftalen vil gøre livet lidt bedre for en god håndfuld asylsøgere. Både muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet, for at bo udenfor asylcentrene samt forbedrede uddannelsestilbud giver hverdagen indhold for et menneske, som bor på asylcenter. Det bliver nemlig en hverdag i interaktion med verden omkring – os andre herude i samfundet.

Der er desværre også negative sider af den nye aftale, idet ikke alle asylsøgere inkluderes. Aftalen dækker som ovenfor nævnt kun flygtninge i den såkaldte Fase 2, mens den ikke beskæftiger sig med asylsøgere i Fase 1 (flygtninge, som afventer Udlændingestyrelsens svar på, om man vil behandle deres asylansøgning) samt mange i Fase 3 (endeligt afviste asylsøgere, som nægter, eller ikke er i stand til, at medvirke til deres deportation). I praksis kan man befinde sig i Fase 1 i over et år og i Fase 3 på ubestemt tid.

Men alt i alt er den nye aftale et skridt i den rigtige retning. Og så alligevel ikke. For samtidig trækker beslutninger af nyere og ældre dato, fra såvel Røde Kors som fra regeringen, i den helt modsatte retning.

Regeringen har pålagt Røde Kors besparelser, og for at leve op til dette har Røde Kors valgt at valgt at spare på transport-budgettet. Dette valg fører bl.a. til lukningen af en skole og omrokering i asylsystemet, og effekten af dette viser sig i sidste ende næsten komisk set i lyset af den nye asylaftales intentioner om bedre muligheder for asylsøgernes kontakt med det omgivende samfund.

Den velfungerende institution Voksenskole på Frederiksberg skal nedlægges for at eliminere transportudgifter til det statsejede selskab DSB på omkring 8 mio. kr., som er den årlige udgift forbundet med at sende ubemidlede asylsøgere i skole i København. Skolen er efter vore brugeres opfattelse én af de mest velfungerende dele af Røde Kors’ Asylafdeling: Voksne undervises dagligt i dansk og engelsk, børn i folkeskolens fag, der er jobcenter, avisredaktion m.m. Skolens medarbejdere har gennem årene udviklet ekspertise i at drive en højt specialiseret institution, og det er direkte tragisk at man nu må skille sig af med hele staben. Hér står vi altså til at miste et miljø, der rummer masser af hårdt tilkæmpet know-how med hensyn til uddannelse af flygtninge, som oftest lever med presset fra en traumatiserende fortid og en usikker fremtid. Over 1.000 asylsøgere fra de sjællandske asylcentre har deres gang her, og mere end 700 pendler 3 dage ugentligt mellem de fjerntliggende asylcentre og skolen. Det svarer til mere end 20% af alle landets asylsøgere, og ude på asylcentrene står folk i kø for at få lov til at studere på skolen.

Samtidig bebudes en omstrukturering af asylsystemet på hele Sjælland. Røde Kors vil oprette fire asylregioner med lokale skoler i hver region. Center Auderød, som ligger isoleret i en skov for enden af en blind vej, bliver centrum for en af disse regioner, og der tales også om at lave en ny skole i Roskilde eller Ringsted.
Med nedskæringen på Røde Kors’ transportbudget udhules de forbedringer, som  den nye asylaftale lover, fordi asylsøgernes inklusion for fremtiden skal bæres af de små lokalsamfund, der ligger rundt om asylcentrene. Hvis man ønsker at integrere hundreder af asylsøgere i et lokalområde med en spredt befolkning, som kan tælles i tusinder, risikerer man at skabe fjendtlighed blandt lokalbefolkningen. Det har vi allerede set i Store Heddinge, hvor den lokale Føtex-bestyrer nægtede asylsøgere fra Center Sigerslev adgang til sit supermarked. Også omkring Center Auderød er der ifølge Trampolinhusets brugere allerede stor lokal mistillid til centrets beboere. Sådan skaber man altså ikke god integration.

Trampolinhuset har 350-400 besøg ugentligt fra asylcentre over hele Sjælland. Her udtrykker asylsøgerne, at skolen på Frederiksberg har været en central del af en infrastruktur som skabte en tålelig hverdag med mulighed for at interagere med det land, de bor i. Hér var muligheden for som individ at tage afstand fra pacificeringen, klientgørelsen og ikke mindst klientgørelsen på centrene.
Besparelserne kommer til at sætte en effektiv stopper for denne positive dynamik. Faktum er nemlig, at langt de fleste asylsøgere med den nye lovgivning ikke får mulighed for at bo og arbejde udenfor centrene – enten fordi de simpelthen ikke er del af den tilgodesete gruppe i lovgivningen, eller fordi de er det, men ikke vil kunne trænge ind på det danske jobmarked. I regeringens egen ”Rapport om asylansøgeres mulighed for at få adgang til arbejdsmarkedet og bo uden for asylcentrene”, udgivet i maj 2012, vurderes det nemlig, at bare 1% af asylsøgerne vil finde et job. Hvis deres beregninger holder stik, vil de resterende 99% med skolenedlægningen blive endnu mere isolerede end før besparelserne, fordi adgangen til resten af samfundet begrænses. Det er altså hér effekten af manglende transportmuligheder for alvor vil kunne mærkes. Og det er dermed vores opfattelse, at realiseringen af regeringens sparekrav går stik mod intentionerne i den nye lovgivning: Inklusionen vil komme til at vige for en logik, der er skabt gennem års fejlslagen integrations- og asylpolitik.

De sidste 12 års asylpolitik bygger nemlig på et misforstået rationale om at mennesker, som ikke inkluderes i et samfund, gerne rejser hjem. Lovgivningens rammer for asylcentrene var designet herefter.
Ét er, at denne logik ikke virker efter hensigten, hvilket man kan læse af politiets statistik på området: Der sidder for tiden ca. 1.000 afviste asylsøgere rundt om i centrene, som nægter at samarbejde om deres hjemrejse. Noget andet er, at de 50% som i sidste ende opnår asyl, oftest har oplevet samme uforsonlighed i asylsystemet i løbet af deres behandlingstid. For disse mennesker er den mest mærkbare effekt af asylcenterlivet tabet af tilliden til fællesskabet, til demokratiet og måske endda også tabet af egen arbejdsevne.
”Efter et års nedbrydning i asylcentret skal jeg gå i skole for at blive rehabiliteret socialt,” forklarede asylsøgeren Zach Khadudu for en måneds tid siden i DR2 Debatten. Sådan ser virkeligheden ud i dag efter års asylpolitik, der har arbejdet stik imod velfærdsstatens interesser ved at skabe ressourcekrævende klienter til det danske samfund.

Men Danmark behøver ikke at spænde ben for sig selv og sine kommende borgere på den måde. Regeringen varslede med den nye asylaftale et skifte i dansk asylpolitik. Og for at se det fulde potentiale af dette skifte, må vi respektere dets grundlæggende intention: Inklusionen.

Det har vi i Trampolinhuset gjort siden 2009, og vi har set resultater. Man høster, som man sår,” siger et ordsprog. Og det gælder også for velfærdsstater – vi får ikke stærk velfærd ved at skabe svage klienter.

Derfor skal vi byde asylsøgerne velkomne i et værdi-fællesskab bygget på klare rammer og rene linjer. Demokratiets grundbegreber – frihed, rettigheder og ansvar – skal mærkes på egen krop. Og hertil kommer selvfølgeligt respekten for den enkeltes arbejde som noget, der skaber værdi for både den enkelte og fællesskabet – eller samfundet. Derfor er det et stort fremskridt at asylsøgere nu får mulighed for at tage arbejde og betale skat i Danmark. 

Sådan skaber vi muligheden for at den enkelte kan tage ansvar som en kompetent medborger, der skal lægge til og ikke tage fra det danske samfund. Får vedkommende efterfølgende asyl, vil han/hun være en velintegreret og ressourcestærk medborger – og i modsat fald både psykisk og økonomisk stå langt stærkere rustet til sin hjemrejse, end det er tilfældet i dag.

Lige nu er lukningen af Voksenskolen på Frederiksberg et voldsomt skridt i den forkerte retning. Trampolinhuset forstår godt Røde Kors’ ønske om at spare på transporten, idet vi også selv mærker vægten af DSBs prispolitik. Men Trampolinhusets erfaringer har vist, at det giver pote at prioritere inklusionen – og i kølvandet på den nye asylaftale kunne hele Danmark begynde at høste fordelene ved at flere asylsøgere kan komme igennem asylsystemet uden flere ar på sjælen end de allerede har. At skære asylsøgernes transportbudget væk er i direkte modstrid med de gode takter i den kommende Udlændingelov.

Mange asylsøgere lever for 83 kr om dagen. Alene en tur-retur til København overstiger dette beløb. Med lukningen af skolen vil vi se medicinforbruget i centrene stige i takt med håbløsheden. Pacificering og klientgørelsen vil øges i takt med den intensiverede isolation. Og de gode intentioner i den nye asylaftale vil blive udlignet i takt med sparekrav.

Ved den ene hånd, hvad den anden gør?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>